KAPPESTRID PÅ HARRESØVEJ
|
|
Aktiesalget til Jelling Bryggeri trives. Ikke mindst på Harresøvej,
hvor beboerne bakker massivt op omkring det kommende bryggeri og Byens
Hus generelt. |
|
Ikke fordi folk på Harresøvej drikker mere end gennemsnittet.
Men de hygger sig mere, holder mere sammen og støtter kulturelle
tiltag i Jelling. At det er øl, er ikke afgørende. |
|
Alle er enige om, at Jelling Bryggeri ikke behøver at ramme smagen
af en varm Vestfyn eller Fuglsang - ambitionsniveauet ønskes højere
end det, og da Søren Fjordside ankommer med smagsprøverne
forvandler beboerne på Harresøvej sig til sande øl-entusiaster. Meningerne er mange, en øl med fersken-smag efterlyses og den muntre hygge udvikler sig yderligere. Og det nævnes drillende, at René Marloth kun har én aktie i sin husstand, hvor de andre har to - én til fruen og én til manden. - Min kone vil ikke med, for sidst hun var til fest med de her mennesker, blev hun overdænget med smørrebrød. De kaster med mad herude, afslører René Marloth og forsøger desperat at se en lille smule seriøs ud. Mistanken retter sig mod Jørgen Rasmussen, som på Harresøvej også går under navnet McCloud, fordi han holder øje med ukendte biler på vejen. Han smiler, og alle anerkender hinandens evner til at passe på beboere og huse på vejen. - Jeg køber en aktie mere, nej to, for så har jeg én mere end Jørgen, siger René Marloth. - Hvis René køber flere, så gør jeg også, lyder det straks fra Jørgen Rasmussen. Hvis der nogensinde skal være en kappestrid om antallet af aktier i et bryggeri, er Harresøvej stedet. En vej proppet med sammenhold, højt humør og masser af øl-aktier. |
![]() |
Her er hovedparten af øl-aktionærerne på Harresøvej linet op på hjemmebanen lidt uden for Jelling. Børnene på billedet ejer dog ikke aktier men er naturligvis med billedet alligevel. Fra venstre er det Bo Pedersen, Manuela Pedersen, Dorte Krogsgaard, Marianne Rasmussen, Lasse, Jørgen Rasmussen, Line, Daniel, Birgitte Jensen, René Marloth, Tommy Krogsgaard og Bent Jensen. |
Foto: Søren Fjordside.
|